Hesnæs Kyst på Falster. Foto: Rune Johansen.

Destination sætter kurs mod 2030

Kommunerne i Visit Lolland-Falster har netop indgået en treårig partnerskabsaftale, der rammesætter visionerne for destinationens arbejde frem til 2030.

Lolland og Guldborgsund Kommuner, der tilsammen udgør Visit Lolland-Falster, har indgået en ny partnerskabsaftale. Aftalen, der løber frem til 2026, sætter kursen for destinationens arbejde med brede penselstrøg.

”Lolland-Falster skal have tre millioner årlige turismeovernatninger og dermed 800 nye turismerelaterede arbejdspladser. Det er målet for 2030, og det er retningsgivende for vores aktiviteter og indsatser,” siger Lindy Kjøller, destinationschef i Visit Lolland-Falster i en pressemeddelelse.

Femern giver muligheder
Visit Lolland-Falster meddelte tidligere på ugen, at destinationen passerede to millioner turismeovernatninger i november 2022.

Den ekstra million overnatninger, man håber at nå op på i 2030, skal særligt hentes i Tyskland, når Femern Bælt-forbindelsen efter planen åbner i 2029. Derfor vil markedsføringen mod Tyskland blive styrket yderligere i de kommende år, skriver Visit Lolland-Falster.

Stiller krav til øget overnatningskapacitet
For at kunne nå op på tre millioner turismeovernatninger årligt, kræver det dog, at overnatningskapaciteten bliver øget. Allerede nu er der udfordringer med kapaciteten på destinationen.

”Vi kæmper generelt med mangel på overnatningskapacitet, hvilket jo afspejler et uudnyttet potentiale. Hvis man sætter en seng op på Lolland-Falster, har man ganske gode chancer for at leje den ud i hele turismesæsonen, en sæson, som vel at mærke er ved at vokse sig længere, både ind i foråret og især ind i efterårsperioden,” fortæller Lindy Kjøller.

Bæredygtighed i fokus
Bæredygtighed er en stadig mere vigtig parameter i forhold til, hvor danske og tyske turister vælger at holde deres ferie og overnatte. Derfor er bæredygtigheden også i fokus i partnerskabsaftalen.

”Vi kommer til at bruge mange af vores timer på at informere, rådgive og sparre omkring bæredygtighed. Vi vil også arbejde benhårdt på at hjælpe en masse lokale turismeaktører igennem de forskellige certificeringer, der findes på området. Det er ikke nok at sige, man er bæredygtig, det skal dokumenteres”, siger Lindy Kjøller.

Han fortæller, at destinationen også kommer til at have fokus på øget brug af data om turisternes adfærd til markedsføring og til vejledning af lokale turistaktører.

 

Relaterede artikler:

Lolland får nyt luksushotel i 2024

Nye Island-ruter kan tiltrække turister fra USA

Køge vil øge turismeomsætning til to milliarder