Onsdag blev verdens bedste kok fundet. Han er dansker og har to Michelin-stjerner i bagagen. Tredjepladsen gik i øvrigt også til en dansk Michelin-kok.
Det var en stor dag for Danmark, da The Best Chef Awards løb af stablen onsdag i Dubai. Her kom danske kokke nemlig hjem med både en første- og en tredjeplads i bagagen.
Førstepladsen og titlen som verdens bedste kok gik til Rasmus Munk fra Alchemist, mens tredjepladsen gik til Eric Vildgaard fra Jordnær, som har til huse i Arp-Hansens Gentofte Hotel.
”Det havde jeg aldrig forestillet mig i mine vildeste drømme. Jeg er dybt rørt over, at så mange branchefolk rundt i hele verden har stemt på mig,” sagde Rasmus Munk efter ceremonien til Berlingske.
Både Rasmus Munk og Eric Vildgaard kan i øvrigt prale af at have Michelin-stjerner under bæltet. Jordnær har således tre stjerner, mens Alchemist har to stjerner og en grøn stjerne, som gives for at hylde restauranter, der gør noget ekstra for bæredygtighed.
Udvalgt af en jury
The Best Chef Awards blev lanceret i 2015, og selvom prisen altså ikke er lige så etableret som Michelin, Bocuse d’Or og World’s 50 Best, er der en kvalificeret jury bag uddelingen, siger Berlingskes gastronomidirektør, Søren Jacobsen Damm, som samtidig konstaterer, at det viser Danmarks efterhånden etablerede plads på gastronomiens verdenskort.
Mens både første- og tredjepladsen blev hentet hjem af danskere, var det Albert Adría, køkkenchef på Enigma i Barcelona, som fik andenpladsen.
Havde ventet stjerne
Jordnær fik i øvrigt tildelt sin tredje stjerne i år. Forinden havde man på Gentofte Hotel en anelse om, at der var endnu en stjerne på vej, har Arp-Hansen Hotel Groups administrerende direktør, Dorte Krak, tidligere fortalt til Turisme24.dk.
”Vi havde en fornemmelse af, at Jordnærs tredje Michelin-stjerne var på vej. Vi vidste, at Michelin havde haft stærk fokus på Jordnær, og at Michelin havde besøgt dem, da Jordnær havde en pop-up på hotellet Badrutt’s Palace i schweiziske St. Moritz i december sidste år og til starten af februar i år. Michelin ville se, om Jordnær kunne holde sit høje niveau i uvante rammer,” lød det fra direktøren, dagen efter Michelin-uddelingen i maj.
Dorte Krak konstaterede i øvrigt, at hun tror, at Gentofte Hotel er det første trestjernede hotel i verden, som har en restaurant med tre Michelin-stjerner.
Relaterede artikler:
Michelin har haft stærk fokus på Jordnær