- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Danske ringborge til debat i Saudi-Arabien

I år skal det besluttes, om de fem danske ringborge skal være med på UNESCOs verdensarvsliste. Det sker på en kongres i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.

De fem danske ringborge, som blev opført under kong Harald Blåtand i 900-tallet, er på dagsordenen på UNESCOs verdenskongres i Riyadh i Saudi-Arabien i september 2023.

Afgørelsen skulle egentlig være foretaget sidste sommer i juni 2022, men på grund af krigen i Ukraine, var det ikke muligt at gennemføre verdensarvskongressen i Kazan i Rusland. Formandskabet var på det tidspunkt russisk, og derfor måtte afgørelse udskydes på ubestemt tid. Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Verdenskongressen forlænges med fire dage, da komiteen skal behandle 55 nomineringer for både 2022 og 2023. Siden 2009 er der blevet arbejdet på at få ringborgene Trelleborg, Fyrkat, Aggersborg, Nonnebanken og Borgring på UNESCOs verdensarvsliste.

Unik i verdenshistorien
Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, fortæller, at ringborgene er unikke på grund af deres historiske og arkitektoniske betydning.

”Vikingetiden har en unik plads i verdenshistorien, fordi det var der, Skandinavien gik fra at være hedensk til at blive en integreret del af den kristne kultur i Europa, og ringborgene er den fysiske manifestation af den tradition. De er et ingeniørmæssigt unikum, som markerer Danmark som et nyt samlet kongedømme. Hvis det lykkedes at få ringborgene på verdensarvslisten, skærper det naturligvis vores forpligtelser til at bevare og udbrede kendskabet til dem,” siger han.

Vil have betydning for international anerkendelse
At komme på UNESCO’s verdensarvsliste er ikke blot en anerkendelse af ringborgenes kulturelle værdi. Det vil også have betydning for borgenes anseelse internationalt. Det fortæller Anne-Christine Larsen, museumschef på Trelleborg, som hører under Nationalmuseet.

”Vi krydser naturligvis fingre for, at det lykkes at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og i så fald kommer borgene i den helt specielle gruppe af kulturattraktioner, der er af enestående universel betydning og umistelige for verdensarven. En optagelse på verdensarvslisten vil være en stor anerkendelse af borgenes betydning i verdenshistorien. Det vil også have stor betydning lokalt for de enkelte kommuner og for Danmark som vikingenation,” siger hun.

 

Relaterede artikler:

Kulturinstitutioner i nyt samarbejde

Danmark har fået sit første kulturhotel

1,5 millioner købte overnatning og kulturoplevelse