Færøerne får næste år sit første international kædehotel når Hilton Garden Inn åbner tæt på Torshavn med 131 værelser. Illustration: Hilton.

Danske hoteller på liste over lovende åbninger i 2020

Fire skandinaviske hoteller – et i København, et på Færøerne og to i Sverige – er blandt 20 fine og unikke nye hoteller til at åbne verden over næste år, ifølge opgørelse fra stor engelsk avis.

Den engelske avis Evening Standard har kigget på, hvad der er på vej af særlige nye hoteller i den bedste halvdel af skalaen til åbning næste år verden over. Der er formentlig mange flere end de nævnte i artiklen, men de nævnte er avisens bud.

”Skal du på city break i København? Slikke sol på Mallorca eller følge trenden og besøge stadig mere populære Bali? Lige meget hvilket rejsemål du vælger, så er her vores bud på nogle af næste års mest spændende åbninger af nye hoteller,” skriver den store avis i sin indledning til de korte gennemgange om blandt andet værelser og services på de kommende hoteller.

Og hvis der begyndes med Skandinavien, så er der fire på listen:

Klik for stort format: Det halvanden milliard kroner dyre Villa Copenhagen åbner næste år ved Hovedbanegården i København. Udover 390 værelser og suiter, en stor møde- og konferenceafdeling, bliver der restauranter, swimmingpool på taget og meget andet. Foto via Villa Copenhagen.

Villa Copenhagen åbner til april næste år som Københavns nye luksushotel. Hotellet, der kommer til at koste over 1,5 milliarder kroner, ligger i det gamle centralpostkontor overfor Tivoli.

Villa Copenhagen, der vil være medlem af Preferred Hotels & Resorts, vil tilbyde en samvittighedsfuld adgang til luksus kombineret med øko-fokus. Hoteller med 390 værelser og suiter må være et ”must-visit” i den danske hovedstad, noterer avisen.

Evening Standard retter herefter blikket mod det vestnordiske og omtaler Hilton Garden Inn Faroe Islands, der åbner i årets anden halvdel som Færøernes første internationale hotelkæde.

Hotellet med 131 værelser ligger i gåafstand fra havnen i Torshavn og fra hotellet vil der være havudsigt og fokus på bæredygtighed, hedder det. Hotellet er et samarbejde med det færøske flyselskab Atlantic Airways.

Flydende svensk minihotel
Hotel Villa Dagmar i Stockholm åbner næste år i en af de finere dele af den svenske hovedstad, det får 70 værelser og suiter ligesom det vil være søsterhotel til det allerede meget værdsætte Hotel Diplomat, skriver avisen.

Længere mod nord i Sverige åbner i februar næste år Arctic Bath i den svenske del af Lapland. Noget af det specielle ved Arctic Bath med kun 12 værelser/suiter bliver, at hotellet vil være løst fortøjet i selve Lule elven og fryse fast i elven under vinteren.

I Paris åbner i det nye år Bvlgari Hotel Paris. Det ottende hotel fra luksusvaremærket Bvlgari får i Paris 76 værelser, de fleste er dog suiter.

Og på Mallorca åbner næste år Can Ferrereta tæt på byen Santanyí og indrettet en bygning fra det 17. århundrede med blot 31 værelser og suiter.

London har tre hoteller på listen
Evening Standard har på sin liste også fundet plads til tre kommende hoteller, der er klar i London næste år.

The Guardsman ved Londons Buckingham Gate bliver et luksushotel med 53 værelser og suiter.

The Londoner, der åbner næste sommer på Leicester Square, vil tilbyde 350 værelser og 15 suiter.

Og allerede til februar 2020 slår hotellet Zedwell dørene op, også tæt på Leicester Square, med over 700 værelser og suiter.

Mange udenfor Europa
Evening Standard har også en række bud på unikke hotelåbningen næste år uden for Europa. Samlet i lande-rækkefølge bliver det:

Botswana: Xigera Safari Lodge i Okavango-deltaet. Det åbner næste sommer og bliver angiveligt det sydafrikanske lands mest luksuriøse hotel – der er blot 12 suiter.

Dubai: ME Dubai står også klar næste år med 132 værelser og suiter samt 32 hotellejligheder, skriver avisen.

Indien har to hoteller på listen hos Evening Standard: Six Senses Fort Barwara i Rajasthan, 100 kilometer sydøst for Jaipur. Hotellet er i et fort fra det 14. århundrede og vil tilbyde 48 suiter.

Raffles Udaipur bliver det første Raffles-hotel i Indien – og er placeret på en privat ø i søen Udai Sagar Lake med 101 luksussuiter.

Indonesien betænkes også med et Raffles-hotel; det kommer på Bali ved Jimbaran Bay med 32 villaer, der blandt andet hver har sin egen pool.

Også på Bali, i Ubud-regionen, åbner Marriott næste år et af sine W-luksushoteller. W Bali vil have 100 værelser og suiter samt ti villaer, der også får deres egen pool.

På en anden populær indonesisk ø, Lombok, åbner hotellet The Legian Sire i starten af næste år med 45 suiter og 15 såkaldte pool-villaer.

Indonesien får også en udbygning af det eksisterende Bawah Reserve i det nye år. Bawah Reserve åbnede i 2017, nu kommer der en udvidelse på den nærliggende lille ø, Elang.

Israel har et enkelt hotel på listen: Six Senses Shaharut i Negev-ørkenen, ligesom også Maldiverne har et bidrag: Ozo Maldives, et privat øresort med 60 villaer over vandet og 140 ved stranden.

Marokko: Her åbner Meliá Saïdia Residences ved Saïdia med 192 hotellejligheder, suiter og værelser, skriver Evening Standard i sin gennemgang.

Relaterede artikler:

Vokseværk i stor nordisk hotelkæde

Verdensberømt hotel genåbner efter stor renovering

Stockholm mangler hotelværelser