Dansk turisme skal prioritere bæredygtighed. Ellers kan Danmark bliver fravalgt af en stor gruppe turister, lyder det fra VisitDenmark. Foto via VisitDenmark fra VisitNordsjælland: Daniel Overbeck.

Dansk turisme skal prioritere bæredygtighed

Turister tager hensyn til miljøet. Dansk turisme skal arbejde med bæredygtighed, ellers kan det ende med, at Danmark bliver fravalgt af en stor gruppe turister, viser ny analyse fra VisitDenmark.

”Miljø og bæredygtighed er højt på dagsordenen – også blandt turisterne. Der er ikke kun tale om intentioner, men der er en gruppe af turister på vores nærmarkeder, som sætter handling bag ordene og træffer bæredygtige og miljøvenlige valg.”

Det siger kommunikationschef Anders Rosbo i forbindelse med, at VisitDenmark offentliggør analysen ”Turisme og bæredygtighed”, som er baseret på over 5.300 interview med borgere på dansk turismes fire store nærmarkeder: Tyskland, Holland, Sverige og Norge.

Ifølge undersøgelsen siger 21 procent af turisterne på tværs af de fire lande, at de har taget bæredygtige eller miljørigtige hensyn i planlægningen af deres seneste ferie.

Tyskland er det land, hvor flest har taget bæredygtige og miljøvenlige hensyn, nemlig 23 procent. Det svarer til omkring 15 millioner tyskere. Sverige og Holland ligger på samme niveau med 22 procent af befolkningen, mens Norge ligger lidt lavere med 15 procent, oplyser VisitDenmark.

Gør det nemt for turisterne
Analysen viser også, at endnu flere turister har intentioner om rejse bæredygtigt. På tværs af de fire nærmarkeder drejer det sig om 34 procent af turisterne, svarende til omkring 44 millioner turister fra Tyskland, Holland, Sverige og Norge. Igen er andelen størst blandt tyskerne.

”Rigtig mange turister er stærkt optagede af bæredygtighed, men en stor del får ikke udlevet deres grønne og bæredygtige ambitioner. Det skal vi hjælpe med. Danmark skal inspirere og gøre det nemt for turisterne til at træffe grønne og bæredygtige valg,” siger Anders Rosbo.

Certificeringer er en måde at gøre det nemt for turisterne. Omkring to ud af tre af de grønne idealister overvejer at rejse til en miljøcertificeret destination, mens lidt færre overvejer et certificeret overnatningssted på ferien, oplyses det.

Danmark kan blive fravalgt
Der er stor forskel på, hvad turisterne forstår ved bæredygtig adfærd på ferien, påpeger VisitDenmark.

For nogle er bæredygtighed og økologi tæt forbundet, for andre hænger bæredygtighed sammen med adgang til fri natur, mens det for andre igen handler om at bidrage positivt til det lokalområde, de besøger. Miljøbeskyttelse (for eksempel affaldssortering og CO2-reduktioner) er dog en fællesnævner, som hyppigt går igen.

Analysen viser dog, at bæredygtighed og miljø ikke er et rejsemotiv i sig selv.

”Også de mere miljøbevidste turister tager på ferie for at slappe af og lade op. Men de forventer i stigende grad, at bæredygtighed og miljøhensyn er tænkt ind på rejsen. Derfor skal dansk turisme prioritere at arbejde med bæredygtighed. Ellers kan det ende med, at Danmark bliver fravalgt af en stor gruppe turister,” siger Anders Rosbo.

Resultaterne er en del af VisitDenmarks internationale Image- og Potentialemåling, som blev gennemført af Epinion i foråret 2022. Målingen er gennemført som webinterview med over 5.300 borgere i Tyskland, Holland, Sverige og Norge.

Hele analysen fra VisitDenmark kan ses via dette link.

 

Relaterede artikler:

Bæredygtighed skal styrke dansk erhvervsturisme

Fem danske attraktioner først med nyt miljømærke

Rejsebureau klar med beregner af feriens CO2-aftryk