Zleep Hotels skal stå for driften af Hotel Niels Juel i det centrale Køge sammen med hotellets franchisetager. PR-foto via Zleep Hotels.

Dansk hotelkæde udvider med endnu et hotel

Zleep Hotels driver nu i samarbejde med hotellets franchisetager Hotel Niels Juel i det centrale Køge. Det bliver kædens 14. i Danmark og skal indenfor et par år have dobbelt så mange værelser.

Selvom om der kommer til at gå nogen tid, inden Zleep Hotels’ logo kommer på facaden af Hotel Niels Juel, er der planer for en omfattende modernisering og udvidelse af hotellet frem mod 2023, oplyser Zleep i en pressemeddelelse. Hotellets ejes af Keld Olsen, der forbliver som medejer.

Driften af Hotel Niels Juel overgik 1. september til en franchisetageren. I første omgang vil man fokusere på videreudvikling af hotellet, før man overgår til Zleep Hotels’ brand og koncept.

Peter Haaber, administrerende direktør for Zleep Hotels, siger i pressemeddelelsen:

”Vi ønsker at blive en naturlig del af Køge. Derfor har vi ikke ønsket, at hotellet fra første dag skulle have et Zleep-logo på facaden. Derimod vil vi i den kommende periode drive hotellet under det nuværende navn, ligesom mødefaciliteter og restaurant vil blive bibeholdt. På den måde sikrer vi os, at vi bygger videre på de dele, der allerede virker. Frem mod 2023 vil vi gradvist i samarbejde med franchisetageren implementere vores hotelkoncept.”

Franchisetageren af hotellet i Køge vil påbegynde en renovering og udvidelse af hotellet. En nylig ændring i lokalplanen gør det muligt at udvide hotellet, og i 2023 forventer Zleep Hotels at have udbygget værelseskapaciteten fra i dag 50 til fremover 100 værelser, oplyses det.

Hotel Niels Juel blev opført i 1989 i gammel pakhusstil med udsigt over den gamle lystbådehavn.

Zleep Hotels ejes af Deutsche Hospitality
Med hotellet i Køge syd for København har Zleep nu 14 hoteller i Danmark og tre på vej i Glostrup, Hillerød og Vejle.

I starten af 2019 solgte Peter Haaber 51 procent af Zleep til Deutsche Hospitality, der senere samme år blev overtaget af kinesiske Huazhu Group. Peter Haaber har de resterende 49 procent af Zleep Hotels.

Mens Deutsche Hospitality i dag har over 160 hoteller fordelt på sine varemærker Steigenberger Hotels and Resorts, IntercityHotel, Maxx by Steigenberger, Jaz in the City og Zleep, er ambitionen 500 hoteller om fem år.

Væksten skal navnlig ske via Zleep Hotels, som der foreløbig er bebudet ti nye af i Spanien, Tyskland og Schweiz, samt af brandet IntercityHotel. Udover Zleep-hotellerne driver Deutsche Hospitality i dag foreløbig kun ét hotel i Danmark, Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg.

Relaterede artikler:

Nyt dansk kædehotel fejret med et års forsinkelse

Optimisme hos Zleep trods rekordstort underskud

Nu driver dansk hotelfamilie seks hoteller