Klar til optagelse på stranden ved Hvide Sande. Nu er optagelserne klippet sammen og ”Hvide Sande” får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag den 3. maj. Foto: Astrid Dalum.

Dansk feriedestination centrum for ny krimiserie

3. maj har første afsnit af krimiserien ”Hvide Sande” premiere på TV 2. Serien med Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund i hovedrollerne blev optaget on location i havnebyen ved Vesterhavet.

En død surfer, et undercover ægtepars famlende forhold, et fyrtårns klare lys i mørket – og en havnebys dunkle hemmeligheder.

Dét er hovedingredienserne i TV 2’s nye seriesatsning ”Hvide Sande,” der er optaget i en sæson på otte afsnit á 40 minutter og vises i den bedste sendetid klokken 20 på TV 2 og TV 2 Play fra mandag den 3. maj.

Serien, der sidste sommer blev optaget on location i havnebyen og surferparadiset længst mod vest i Ringkøbing-Skjern Kommune, er en varm og humoristisk krimiserie, hedder det i pressemeddelelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

”Hvide Sande, handler om kærlighedens lyse og mørke sider, om meningen med livet, skønheden, og begæret. Og så handler den om kærlighedens livsfarlige vildveje, om skyggesiderne i et lille lokalsamfund, jalousien, raseriet og døden,” siger Morten Rasmussen, producer og direktør hos produktionsselskabet Deluca Film.

Man sidder på kanten af stolen og vil have mere
Og Per Høgh Sørensen, afdelingsleder for Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Natur, Kultur og Fritid, og som forud for optagelserne i Hvide Sande og igennem hele forløbet har arbejdet for at skaffe lokal medfinansiering til serie-satsningen, siger:

”Hvide Sande’ er filmisk smuk og nervepirrende spændende. Jeg tør godt love, at man sidder på kanten af stolen og vil have mere, når rulleteksterne kommer.”

Han har set de første to afsnit af serien, og hans umiddelbare ”anmeldelse” er yderst positiv:

”Som kommune kunne vi ikke ønske os et bedre postkort end ”Hvide Sande.” Udover at vise den omkringliggende natur såvel som byen i al sin ynde og råhed, er serien også tro mod lokalsamfundet og kulturen ved Vestkysten. Serien afspejler det helt unikke surfermiljø, der findes i Hvide Sande, og serien viser den inderlighed, ærlighed og autentisitet, der former Hvide Sande,” siger Per Høgh Sørensen.

Det er ikke tilfældigt, at TV 2s nye seriesatsning finder sted i Hvide Sande – og er opkaldt efter havnebyen.

”Normalt starter vi med at udvikle historie og karakterer, for dernæst at finde locations, der passer til fortælling og univers. Denne gang var det omvendt. Ringkøbing-Skjern Kommune var en del af den europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017, og i den forbindelse inviterede man danske og tyske produktionsselskaber og forfatter-teams til Hvide Sande med den bundne opgave at skabe en fiktionsserie med udgangspunkt i områdets natur, kultur og befolkning,” siger Morten Rasmussen fra Deluca Film og tilføjer:

”I forhold til ‘Hvide Sande’ har Ringkøbing-Skjern Kommune – sammen med en række lokale aktører og turistsammenslutninger – bidraget til en del af seriens finansiering, hvilket har været af afgørende betydning, for blandt andet at kunne dække ekstraomkostninger ved at flytte skuespillere og filmhold til Hvide Sande i fire-fem måneder. Herudover er vi blevet mødt af stor hjælpsomhed, involvering og engagement fra lokale myndigheder, erhvervsliv og borgere, hvilket vi gerne vil sige tak for.”

Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, forventer sig meget af den nye tv-serie, der foreløbig er solgt til en række nabolande og dermed får tv-seerne i både Tyskland og Norden til at kigge mod Hvide Sande.

Relaterede artikler:

Destination Vesterhavet er nu største rejsemål

Lufthavnsdirektør ny chef for destinationsselskab

”Jeg tænder på at arbejde med udfordringer”