Med en fortid hos både Tivoli og en af landets lufthavne samt sæde i en række bestyrelseslokaler er det en erfaren direktør, der fremover skal stå i spidsen for jysk kulturinstitution.
Siden juli i år har marketing- og kommunikationsdirektør Rikke Mølgaard varetaget ledelsen af Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester samt Restaurant Fauna. Hun blev udpeget som konstitueret direktør, da den hidtidige topfigur Lasse Rich Henningsen forlod stillingen efter 12 år.
Efter at en enig bestyrelse havde konstitueret Mølgaard, blev der sat gang i en rekrutteringsindsats, som resulterede i, at man modtog 40 ansøgninger fra danske og udenlandske kandidater, der nærede et ønske om at stå i spidsen for den nordjyske kulturinstitution.
Herefter blev der afviklet samtaler med et antal af disse, og nu har bestyrelsen truffet beslutning om, at Rikke Mølgaard skal være den nye administrerende direktør, da vurderingen er, at hun er den mest kvalificerede kandidat til stillingen.
Har erfaring fra flere hjørner af branchen
Rikke Mølgaard er et kendt navn i den dansk turistbranche, hvor hun startede sit arbejdsliv som sæsonmedarbejder i Fårup Sommerland i ni år.
Fra 2002 og seks år frem arbejdede hun som produkt- og analysechef i Tivoli. Efter at familien flyttede fra København til Nordjylland, landede Mølgaard i stillingen som salgs- og marketingdirektør ved Aalborg Lufthavn, hvor hun var i 12 år frem til 2021.
Sidenhen har hun været strategisk rådgiver og bestyrelsesmedlem hos blandt andet Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark, hudplejevirksomheden Relevant, hvidevarerleverandøren Eico samt Det Nordjyske Mediehus.
Henimod slutningen af 2023 trådte Rikke Mølgaard ind ad døren hos Musikkens Hus på havnefronten i Aalborg, da hun i november sidste år kunne skrive titlen som marketing- og kommunikationsdirektør på sit visitkort.
Medbringer de rette kompetencer
Bestyrelsesformand Michael Slavensky Dahl fra Musikkens Hus glæder sig over, at aftalen nu er faldet på plads. Det samme gør Inge Nesgaard, der er bestyrelsesformand for Aalborg Symfoniorkester. Sidstnævnte betoner, at Mølgaard har de rette værktøjer til at løse opgaven.
”Rikke er en markant erhvervsprofil med stærke kompetencer inden for blandt andet forretningsudvikling, ledelse og strategisk salg.”
”Vi er derfor overbeviste om, at hun råder over de helt rette personlige og faglige kompetencer til sikre kommerciel fremdrift samt strategisk og organisatorisk udvikling for Musikkens Hus som samlet hus,” lyder det fra Nesgaard.
I en udtalelse betegner Rikke Mølgaard selv kunst og kultur som essentiel i og med, at det i den nyudnævnte direktørs øjne skaber sammenhængskraft på tværs af hele samfundet.
”Det fællesskab, man oplever her, er livgivende. Sammen med mine dygtige kolleger i Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna ser jeg meget frem til at berige vores gæster med nærværende oplevelser, som både kan underholde og bringe os tættere sammen i en travl hverdag.”
Relaterede artikler:
Aalborg vinder stor EU-konference