Med Sebastian Holberg Svendsgaard i spidsen trak Danmark sølvet hjem til Bocuse d'Or 2025. Her er det et billede fra konkurrencen i 2024, som blev afholdt i Trondheim. (Foto: Jesper Bøjlund).

Danmark misser guld for første gang i tre år

Danmark indtog podiet til Bocuse d’Or mandag for at modtage en sølvmedalje. Mens der er tale om en stor præstation, har Danmark de seneste år trukket guldet hjem.

Mandag var Danmarks præstation til Bocuse d’Or 2025 i Lyon, der populært bliver kaldt verdensmesterskaberne for kokke, igen på et ganske højt niveau. For her blev det nemlig til en sølvmedalje, mens guldet i år gik til Frankrig, og Sverige tog bronze.

Fra branchen lyder der ros til den blot 26 år gamle Sebastian Holberg Svendsgaard, som sammen med sin commis Phillip Nilsen stod i spidsen for årets danske indsats, og som tog erfaring fra restauranter som Babette og Geranium med sig til mesterskabet.

”Sebastian og holdet leverede en flot indsats. I år var det et enormt talentfuldt og tæt felt, og marginalerne var små. Derfor er resultatet en flot præstation af hele det danske hold, som kan være meget stolte over den flotte andenplads,” siger konstitueret administrerende direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind.

Bryder en stime af førstepladser
Mens andenpladsen til en så prestigefyldt konkurrence som Bocuse d’Or i sig selv er en stor præstation, markerer sølvmedaljen et brud på en trend, som har hersket over de seneste år.

De seneste tre år har Danmark nemlig trukket guldet med hjem fra det store kokkemesterskab. Sidste år drejede det sig om guldet til det europæiske Bocuse d’Or, og her var det også Sebastian Holberg Svendsgaard og Phillip Nilsen, som repræsenterede Danmark.

I 2023 blev det også til en dansk guldmedalje til kokkemesterskabet, og her var det Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro og hans assistent, Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel, som stod bag den danske sejr. I 2022 vandt de to også guld til de europæiske Bocuse d’Or.

De tre sejre i træk er ikke de eneste, som Danmark har trukket hjem fra Bocuse d’Or. Danmark var således også vinderen i 2019 og 2011.

Mens Bocuse d’Or verdensmesterskabet finder sted hvert andet år, er der i andre år europæiske mesterskaber. Når kun verdensmesterskaberne tælles med, har Danmark også vundet fire sølvmedaljer og én bronze.

Fransk fokus
I år var der et fransk fokus, og Sebastian Holberg Svendsgaard leverede med sit team først en tallerkenret bestående af en selleriduo, garneringer af bladselleri og hertil tyrkisk ørnefisk med hummer, hvortil der blev serveret en hummer-sabayon.

Herefter leverede holdet en fadservering, hvor opgaven var at forene råvildt med foie gras og forseglede ravioli med consommé af dyr og smagt til med te. Fadretten blev præsenteret på et forgyldt fad, som er lavet af en dansk guldsmed.

”Danmark leverede to flotte serveringer, som bragte dem til denne fornemme podieplacering. Niveauet har været tårnhøjt, og det er en præstation, der fortjener stor anerkendelse. Det betyder enormt meget, at et land af vores størrelse kan være med blandt verdens bedste. Det har positiv betydning for gastronomien og for turismen i Danmark,” siger Jeppe Møller-Herskind.

 

Relaterede artikler:

Bocuse d’Or-sejr er triumf for dansk gastronomi

Dansk Bocuse d’Or-sejr kan give turismen et boost

Dansk gastro-turisme vinder endnu en guldmedalje