En lollandsk campingplads kan nu officielt kalde sig CO2-neutral som den måske eneste i Europa efter en målrettet indsats, lyder det fra ejeren. Miljøvenlighed er en prioritet for turister, der rejser til Danmark.
Det er ikke hver dag, at en campingplads får lov til at kalde sig CO2-neutral, men det kan Nysted Strand Camping nu, efter den statsautoriserede revisor har godkendt campingpladsens CO2-regnskab. Det har dog krævet lidt at nå dertil, fortæller campingpladsens ejer, Henrik Søby, til Folketidende.
”Vi vil gerne bidrage til at passe på miljøet og klimaet, og jeg har været utroligt godt rådgivet. Det har kostet nogle penge, men den største omkostning har været tid og arbejdskraft. Det har krævet energi og vilje. Jeg driver en campingplads, hvor vi ikke har så travlt om vinteren. Derfor havde jeg tiden og overskuddet til det. Og nu er resultatet kommet,” lyder det fra ejeren, der fortæller, at han ikke har hørt om andre klimaneutrale pladser i Europa.
Nysted Strand Camping har for at blive CO2-neutrale blandt andet udskiftet lysstofrør med LED, og strømmen kommer fra vindmøller. Vandet på campingpladsen opvarmes også CO2-neutralt. Affaldssortering og valg af rengøringsprodukter der næsten alle er svanemærkede har også haft indflydelse, og alt i alt udledte campingpladsen 110 ton CO2 i 2023, hvoraf 99,5 procent kommer fra leverandører. For at få regnskabet til at gå helt i nul, har man også købt CO2-certifikater.
Til Folketidende fortæller Visit Lolland-Falsters destinationschef, Lindy Kjøller, at han ser Nysted Strand Campings arbejde som noget, der er med til at gøre Lolland-Falster til en international destination, hvor bæredygtighed står højt på listen.
Turisterne går op i miljøet
Miljøvenlighed er vigtigt for dansk turisme. Dels er det en målsætning i Den nationale turismestrategi, at Danmark opfattes som det mest miljøvenlige rejsemål i Nordeuropa, og dels siger turisterne selv, at bæredygtigheden er vigtig for dem.
Konsulentvirksomheden Behave Green har foretaget en kvalitativ undersøgelse for VisitDenmark, hvor 22 turister fra Danmarks mest nære markeder, hvoraf 10 kommer fra Nordvesttyskland og 12 kommer fra Sydnorge, har deltaget.
Undersøgelsen viser overordnet set, at de adspurgte opfatter Danmark som et miljøvenlig rejsemål. Nordmændene opfatter generelt Danmark som et land, der miljømæssigt er på lige fod med Norge. Modsat opfatter Tyskerne Danmark som et foregangsland, der er foran Tyskland, når det gælder den grønne dagsorden.
Tyskerne lægger vægt på, at Danmark har meget natur, og er et rent land, hvor der affaldssorteres. Mens seks ud af 10 tyskere nævner naturen som noget, der gør Danmark til en miljøvenlig destination, gælder det kun for én nordmand.
Nordmændene bider til gengæld mærke i, at Danmark producerer energi med vindmøller, har en god infrastruktur og en god håndtering af affald. Fire norske deltagere nævner direkte vindmøller, hvorimod ingen tyskere nævner møllerne.
Relaterede artikler:
Klage stopper udvidelse af Danmarks største campingplads