Helle Salling Røber tv. og Nanna Schøn Martinussen th. er hentet til Bühlmann, hvor de nu skal styrke koncernens salgsarbejde på Sjælland. (PR-foto).

Bühlmann styrker sig i København med nye ledere

Tidligere i år gjorde Bühlmann alvor af mange års ambition om at åbne kædens første hotel i København. Nu styrker koncernen sin tilstedeværelse i hovedstaden med to nye chefer.

Torsdag den 14. marts var en historisk dag for Bühlmann-koncernen. I flere år havde kædens ejere og direktører, Anemette og Danni Bühlmann, talt om, at de ledte efter et hotel i København. Og nu havde man altså endelig fundet hotellet i form af luksusboutiquehotellet The Socialist, A Tribute Portfolio Hotel – et af Marriotts 30 varemærker.

Siden da har man droppet samarbejdet med Marriott, og nu er boutiquehotellet med kun 31 værelser atter markedsført under sit originale navn, Herman K. Nu styrker Bühlmann atter sin tilstedeværelse i hovedstaden. Denne gang ikke med et hotel, men med en udvidelse af ledelsen.

”Jeg er begejstret for at annoncere, at vi nu har åbnet nyt kontor med salg og revenue i hjertet af København! Denne udvidelse markerer et vigtigt skridt i vores vækststrategi og understreger vores engagement i at levere førsteklasses service til vores gæster og kunder,” skriver Danni Bühlmann på LinkedIn.

To nye chefer skal styrke salget
Bühlmann har konkret ansat Helle Salling Røber som salgsleder og Nanna Schøn Martinussen som revenue manager. Helle Salling Røber kommer fra en stilling som Group Sales Manager for MICE & PGroups hos DFDS.

For den nye salgsleders vedkommende har Helle Salling Røber stor erfaring fra hotelbranchen. Før hun kom til DFDS i 2022, var hun i otte år Reservation Manager for Arp-Hansens hotel The Square på Rådhuspladsen. Inden da var hun Sales & Booking Manager hos CABINN Hotel i godt seks år. Hun har også været receptionist på First Hotel Vesterbro, Arp-Hansens Hotel Astoria og Booking Manager på Danhostel Copenhagen City.

Nanna Schøn Martinussen kommer også med stor erfaring fra hotelbranchen. Den nye revenue manager kommer fra en tilsvarende stilling fra Arp-Hansen Hotel Group, hvor hun har arbejdet i næsten 11 år. Før hun var revenue manager hos Arp-Hansen, var hun assistant revenue manager i mere end to år. Hendes første job i kæden var som distributionskoordinator.

”Dette nye kapitel giver os mulighed for at komme tættere på vores gæster, kunder og partnere, samt tiltrække endnu flere talentfulde medarbejdere til vores team,” skriver Danni Bühlmann om tankerne bag ansættelsen af de nye chefer.

 

Relaterede artikler:

Bühlmann lander atter et tocifret millionoverskud

Dansk hotel dropper samarbejde med Marriott

Kendt jysk hotelgruppe overtager hotel i København