Novasol kommer med overtagelsen af Bornholmtours op på at tilbyde 1.200 ferieboliger på Bornholm. PR-foto: Novasol.

Bornholm bliver Novasols største danske rejsemål

Ferieboligudlejeren Novasol vil med Destination Bornholm være med til at sikre udvikling af øens turismesektor. Novasol har fået købet af øens største udlejningsbureau, Bornholmtours, på plads.

Novasol meddelte i foråret, at man ville købe Bornholms største udlejningsbureau, Bornholmtours. Det er nu på plads, dermed øger Novasol sit engagement på klippeøen, som med fusionen bliver Novasols største danske destination.

Med det følger en række investeringer på øen, herunder økonomisk opbakning og medfinansiering af destinationsselskabet Destination Bornholm.

Det skriver Novasol i en pressemeddelelse. Novasol ejes via den amerikanske Awaze-koncern af kapitalfonden Platinum Equity.

Novasol har ifølge pressemeddelelsen store planer for Bornholm og ønsker at bidrage til udvikling af turismen på øen. Derfor er det en selvfølge med et medlemskab hos Destination Bornholm. Som medlem bliver Novasol en del af cirka 600 bornholmske virksomheder, som bakker op om Destination Bornholms arbejde omkring udviklingen og markedsføringen af Bornholm som feriedestination.

Helårsturisme
”Vi støtter Destination Bornholm, for at sikre Bornholms fortsatte udvikling som feriedestination hele året for danske og internationale gæster. Det giver os et stærkt fundament for vores egen forretning på øen,” siger Per Brogaard, kommerciel direktør hos Novasol.

Bornholm var i forvejen et af Novasols mest populære rejsemål, og med overtagelsen af Bornholmtours og dermed over 1.000 ekstra sommerhuse, bliver Bornholm største destination hos Novasol, oplyses det. Med Bornholmtours vil Novasol råde over 1.200 ferieboliger på Bornholm.

Pernille Kofoed Lydolph, direktør for Destination Bornholm – og nyvalgt formand for Danske Destinationer, de 19 danske destinationsselskaber, siger i pressemeddelelsen:

”For Bornholm er det vigtigt, at Novasol deltager i arbejdet og finansieringen af Destination Bornholm. Det er glædeligt, at Novasol, som er en stor spiller på nationalt og internationalt plan, støtter os. Det viser, at vi sammen har et stærkt fundament i form af en fælles organisering, som også nationale virksomheder kan se sig selv i. Og jo flere vi er, jo bedre er fundamentet for at Destination Bornholm kan udvikle turismen i foråret, efteråret og vinteren og dermed fastholde vores status som en af landets mest populære feriedestinationer.”

Novasol, der blev grundlagt 1968 i København, er i dag ifølge egne oplysninger Europas ledende virksomhed inden for ferieboligudlejning. Novasol har omkring 50.000 ferieboliger i 19 europæiske lande, heraf næsten 10.000 i Danmark.

Relaterede artikler:

Rejsebureau øger med flere danske krydstogter

Ny destinationsformand: ”Jeg vil byde op til dans”

Sommerhusudlejer klar med luksuskollektion

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber