Turistbranchen i Billund får næste år mulighed for at vise sig frem for mødebookere. Her skal byen nemlig være vært for mødeeventen Planner Days.
I turistbranchen i Billund er der lige nu glæde at spore. Den 8. og 9. april næste år skal byen nemlig være vært for mødeeventen Planner Days, hvor der samles mødebookere fra hele Jylland og Fyn.
Hos Destination Trekantområdet glæder direktør Martin Perregaard-Bitsch sig over, at Planner Days har valgt netop Billund som værtsby i 2025.
“Vi tror på, at de bedste idéer opstår, når kontraster mødes – når leg kombineres med læring, og når kreativiteten møder strukturen. Netop det bliver omdrejningspunktet for at skabe nye forbindelser mellem mødeplanlæggere og venuepartnere til april,” siger direktøren i en pressemeddelelse.
Han tilføjer:
”Arrangementet fremhæver, hvordan forskelligheder kan berige hinanden og føre til innovative løsninger, ligesom det ses i Billunds eget DNA, og det er denne tilgang, der gør Billund unik og skaber resultater, der rækker langt ud over kommunegrænsen.”
Passer godt til Billund
Billunds borgmester, Stephanie Storbank (V), fortæller, at Billund efter hendes mening har en turismeprofil, som gør det oplagt for Planner Days netop at holde arrangementet i byen.
”Vi åbner hver dag dørene for både danske og internationale turister. Det gør vi, fordi vores fyrtårnsattraktioner, unikke oplevelser, smukke natur og Danmarks næststørste lufthavn gør området til et godt sted at besøge. Kombinationen af kreativitet, innovation og stærke samarbejder gør Billund til en oplagt ramme for begivenheder som Planner Days 2025. Her kan vi tilbyde erhvervsturister en inspirerende atmosfære, hvor kontraster mødes, idéer blomstrer, og relationer styrkes,” siger hun.
Mødeeventen kommer til at finde sted hos Legoland Hotel & Conference, som har 365 værelser og en kapacitet på 700 mødedeltagere under arrangementer med borde og 800 personer i stolerækker. Her siger salgs- og marketingchef Mads Keblovszki, at man på hotellet er stolte over at kunne danne rammerne om Planner Days 2025.
“Vi glæder os til at vise deltagerne de mange muligheder, som Billund kan tilbyde den professionelle erhvervsturist – fra moderne faciliteter og international tilgængelighed til verdensklasseattraktioner, der skaber inspirerende rammer for arrangementer af enhver art,” siger han.
På programmet er blandt andet undervisning, workshops og oplæg med fokus på trends i mødeindustrien. Derudover er der også aktiviteter, som sætter fokus på at styrke netværket mellem deltagere.
Relaterede artikler:
Efter fejl: SKI-aftale sendt i genudbud