Naturhistorisk Museum i Aarhus er rykket et skridt nærmere planerne om at skabe et nyt museum med internationalt format. Kommunen har bevilget penge, og man har øje på en beliggenhed.
I disse dage kan Naturhistorisk Museum i Aarhus glæde sig. Museet har nemlig fået Aarhus Kommunes officielle opbakning til at skabe et nyt, internationalt museum med nyt navn og ny adresse.
Aarhus Byråd har valgt at investere 4,5 millioner kroner i museets planer, oplyser Naturhistorisk Museum i Aarhus i en pressemeddelelse.
Det betyder, at museet er tættere på at kunne flytte til Aarhus Ø og i fremtiden komme til at hedde Nature & Science Museum. Museet oplyser, at det ønsker at skabe et internationalt anerkendt forsamlingshus for biodiversitet, grøn omstilling og bæredygtig udvikling.
”Et nyt Nature & Science Museum vil være et stærkt aktiv for Aarhus’ internationale profil med museer, der fokuserer på viden og videnskab. Museet kan inspirere kommende generationer af børn og unge til at uddanne sig inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørskab og matematik, hvilket Aarhus og Danmark har brug for. Planerne har været længe undervejs, og jeg glæder mig over, at vi nu kan tage afgørende skridt for at virkeliggøre det nye museum,” siger Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S).
Pengene fra Aarhus Kommune skal gå til en undersøgelse af mulighederne for at finde finansiering til projektet, lyder det.
Peger på tidligere færgehavn
Lokationen, som Naturhistorisk Museum selv peger på, er Pier 3 ved Aarhus Ø, hvor Molslinjen lagde til, indtil rederiet i 2020 flyttede til Østhavnen i Aarhus. Siden flytningen har det gamle færgeleje ligget delvist øde hen.
Et udviklingsprojekt i området sigter dog mod at ændre på dette, og Naturhistorisk Museum påpeger, at den 100.000 kvadratmeter store mole har en attraktiv beliggenhed i smørhullet mellem midtbyen og Aarhus Ø.
“Havnefronten i Aarhus – og navnlig Pier 3 – vil være en enestående placering for det nye Nature & Science Museum. Her kan det nye museum understøtte byens mål om at skabe liv og et levende kulturliv på havnefronten samt i de grønne områder med plads til mennesker, store oplevelser og en bred vifte af rekreative aktiviteter,” fortæller museumsdirektør ved Naturhistorisk Museum, Bo Skaarup.
Han tilføjer:
”Samtidig kan museet med en sådan placering sætte fokus på den marine biodiversitet og understøtte udviklingen af nye spændende vandaktiviteter, som er en vigtig og voksende del af byens DNA.”
Relaterede artikler:
Vil bygge nyt museum i midten af Aarhus
Privat millionarv sikrer fornyelse i Den Gamle By
Museum får millioner til udvidelse