Det første år med åbne døre endte ikke som forventet på en jysk attraktion, da langt færre gæster, end ledelsen havde regnet med, indløste billet. Direktøren er dog ikke bekymret, lyder det.
Det skortede ikke på hverken pomp eller pragt, da museet Flugt i Oksbøl blev indviet i løbet af sommeren for to år siden.
Den daværende dronning Margrethe klippede den røde snor ved indvielsen, hvor blandt andet Tysklands vicekansler Robert Habeck fra partiet Die Grünen samt den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels også deltog.
Det var Ingels’ tegnestue BIG, der har udformet den på daværende tidspunkt nyopførte museumsbygning, der i dag står side om side med de oprindelige bygninger i Oksbøllejren og huser Flugt.
Lejren dannede i årene efter Anden Verdenskrig rammen om danmarkshistoriens største flygtningelejr med 35.000 beboere, og det er da også netop flugten samt dennes problemstillinger, der er omdrejningspunktet for museets udstillinger.
Ser ud til at blive lavere i år
Noget andet det ikke skortede på, var ambitioner. Da museet åbnede, lød det nemlig, at man sigtede efter 100.000 årlige besøgende, men dette mål har vist sig sværere at indfri. Det skriver DR.
Sidste år indløste 65.911 gæster billet til Flugt og de foreløbige tal peger på, at det tal bliver lavere i år. Fra januar til og med juli har 29.346 besøgende været forbi museet, mens tallet var 39.721 i samme periode sidste år.
Det vækker dog tilsyneladende ikke bekymring hos Claus Kjeld Jensen, der er direktør for Vardemuseerne, da han påpeger, at det kan være vanskeligt at forudsige præcis, hvor stor en interesse, der vil være for nye attraktioner.
”Det er altid meget svært at forudse på forhånd, hvor mange gæster der kommer på et nyt museum, og ja, vi har skudt forkert med Flugt,” siger Jensen til DR.
Vil tilrette museets marketing
Direktøren hæfter sig i stedet ved, at man siden åbningen har fået et klarere billede af, hvordan rytmen på det nye museum er. Her ligger højsæsonen nemlig anderledes, end tilfældet er på nabomuseet Tirpitz.
Den viden vil man bruge til i højere grad at målrette markedsføringen, lyder det.
Trods færre besøgende på Flugt end man havde forudsagt, forventer Vardemuseerne at binde sløjfe på året med et overskud på godt 400.000 kroner.
Relaterede artikler:
Jysk attraktion går glip af 120 millioner kroner