I år har halloween spillet en anden rolle i Odense Zoo end tidligere. (Foto: Odense Zoo | PR)

Attraktion afslører: Blev den bedste nogensinde

I efterårsferien satte en af landets attraktioner den tidligere besøgsrekord fra 2018 til vægs. Ifølge direktøren havde man dog kun gættet på at få cirka halvt så mange gæster i uge 42.

Det var ikke kun gåture for at kigge på efterårsløvet og muligheden for at samle kastanjer eller at høste kartofler, der havde tag i danskerne i den nu forgangne efterårsferie. En del valgte også at besøge blandt andet Odense Zoo.

Den zoologiske have i den fynske hovedstad har nu gjort boet op for skolebørnenes sidste ferieuge, inden juletiden skyller ind over landet i løbet af et par måneder, og besøgstallet er tilsyneladende faldet ud til fordel for attraktionen i Odense.

Tallene er opgjort fra den 12. til og med den 20. oktober, hvilket omfatter både uge 42 samt den lørdag og søndag, der indledte ferieugen. I løbet af disse dage har 33.210 gæster besøgt Odense Zoo.

De aktuelle besøgstal er 3,3 procent højere end den hidtidige rekord, der blev sat i efterårsferien i 2018. Dengang bød haven 32.128 gæster velkommen. I samme periode sidste år slog lidt flere end 20.000 besøgende vejen forbi.

Har satset på amerikansk tradition
I tillæg til et godt og mildt oktober-vejr, som ikke har holdt danskerne væk fra udendørsoplevelse, mener Odense Zoo, at i hvert fald en del af interessen fra de besøgende i efterårsferien drejer sig om, at den importerede højtid halloween er begyndt at fylde mere.

”I år er haven gået nye veje for at skabe en helt ny halloween-oplevelse med masser af pynt, masser af små fortællinger og masser af leg med fire nye hekse, der synger og danser med børnene – og selvfølgelig fortæller en hel masse om dyrene,” oplyses det.

Kan ikke tages for givet
At man har haft den bedste efterårsferie i havens historie, er en god nyhed, fordi selvom der er ferie, er det ikke givet, at de besøgende vælger chimpanser, dovendyr, pingviner, løver og resten af dyreparkens beboere til fremfor alle mulige andre oplevelser.

”Efterårsferien er altid enormt svær at spå om, for hvis det regner hele ugen, ved vi, at mange finder på noget andet. Derfor havde vi også sat vores forventninger lidt forsigtigt og gættet på cirka det halve antal gæster,” siger direktør Bjarne Klausen.

”Man må dog sige, at vejret i den grad var med os, og det har været en kæmpefornøjelse at se så mange glade børn og voksne, der har brugt tid i dyrenes verden, leget med heksene og nydt det skønne efterårsvejr i vores flotte rammer.”


Relaterede artikler:

Odense-attraktioner runder historisk milepæl

Ny rekord: Over en halv million besøgende i 2023

Første zoo med grøn certificering