Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, lancerer ny ESG-strategi. ”ESG er et kundekrav, men også del af, at man som virksomhed er sit bæredygtighedsansvar bevidst,” siger koncernchefen.
Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen Hotel Group, har netop lanceret en ny ESG-strategi (Environment, Social og Governance, der skal gøre det nemmere for gæster at foretage bæredygtige valg)
Arp-Hansen – der har over 5.000 værelser på sine 11 hoteller i primært centrum af København, der er ét hotel i Aarhus, plus to hostels i København – tilslutter sig som led i den nye CSG-strategien Science Based Targets initiative (SBTi).
SBTi er, oplyser Arp-Hansen til Turisme24.dk, ”højeste standard for virksomheder, der er ambitiøse og målrettede omkring reduktionen af eget klimaaftryk.” Arp-Hansen går efter at koncernen er klimaneutral – dog først i 2050.
Til Turisme24.dk siger Dorte Krak, koncernchef for Arp-Hansen, der har over 20 procent af Københavns hotelværelser: ”ESG er både et kundekrav, men også en del af at være en stor virksomhed i dag, hvor man skal være sig sit ansvar bevidst i forhold til bæredygtighed.”
Skal også være realistiske
Til spørgsmålet om først at have planer om at være klimaneutral i 2050, om 26 år, ikke er meget langt ude i fremtiden, siger Dorte Krak:
”Det kan du sige – men vi skal også være realistiske. At blive klimaneutral er desværre ikke noget man bare kan gøre fra den ene dag til den anden, så ville alle jo gøre det. Det handler også om, hvad vi for eksempel tilbydes af brugbare opvarmningskilder og alt det andet.”
I meddelelsen fra den familieejede hotelkæde Arp-Hansen Hotel Group står der også, at det at tage ansvar ved at opføre sig ordentligt, ved at gøre sig umage og ved at være ambitiøse, er en del af koncernens ånd. At tilbyde et bæredygtigt overnatningsprodukt, er ambitionen i koncernens netop offentliggjorte ESG-strategi, hedder det.
I strategien kan man læse om de indsatsområder og prioriteringer, Arp-Hansen Hotel Group de kommende år vil arbejde med for at sætte yderligere skub i udviklingen på bæredygtighedsområdet. Det skal blandt andet ske ved at spare yderligere på vand- og energiforbruget, at reducere affaldsmængder og sætte flere grønne valg på menukortet samt nedbringe koncernens CO2-belastning.
Bevidste om at passe på både lokal- og globalsamfund
I teksten fra Arp-Hansen siger administrerende direktør Dorte Krak: ”Selvom det er et stort skridt for Arp-Hansen Hotel Group at tilslutte sig SBTi, er det en naturlig del af koncernens igangværende bæredygtighedsrejse. Som Københavns største hotelkæde er vi meget bevidste om det ansvar, vi har for at passe godt på både lokal- og globalsamfund.”
Da Arp-Hansen Hotel Group i 2020 lancerede sin seneste ESG-strategi, handlede det blandt andet om affaldssortering, plastikbeholdere og økologi.
Alle indsatsområder er der blevet arbejdet med. Blandt andet ligger koncernens genanvendelsesgrad for affald i dag på 58 procent, 83 procent af koncernens hoteller har Det Økologiske Spisemærke og Arp-Hansen har sparet 17,6 tons CO2 årligt ved at skifte til større beholdere til shampoo og plejeprodukter, oplyses det.
Gæsterne skal være med på det økologiske
Til Turisme24.dk siger Dorte Krak: ”Vi kunne i princippet blive 100 procent økologisk – men det skal også være noget, kunderne er med på. Det er svært at få økologisk af det hele, og det økologiske kan også blive så dyrt, at det er svært at sælge.”
Arp-Hansen Hotel Group oplyser også, at man frem mode 2030 forstærke ESG-indsatsen – blandt andet via opgradering af affaldssorteringsfaciliteter, kompetenceudvikling, nedsættelse af et diversitetsudvalg, Sammen om Byen-arrangementer til glæde for nærmiljø og naboer – og ikke mindst en ny indkøbsstrategi.
”Den indkøbsstrategi indebærer blandt andet, at vi også bliver stadig mere selektive i forhold til vores leverandører, at udenlandske varer og produkter sejles til Danmark fremfor at de flyves – og at også vores danske leverandører er bevidste om bæredygtighed,” siger Dorte Krak.
Over 1.000 virksomheder har på verdensplan tilsluttet sig SBTi
Arp-Hansen skriver også i sin meddelelse, at Science Based Targets initiative (SBTi), som man nu har koblet sig op på, ”er et non-profit initiativ, som fokuserer på et tæt samarbejde mellem virksomheder og klimaeksperter for at sikre, at virksomheders egne klimamål stemmer overens med klimavidenskaben.”
Initiativet er stiftet i samarbejde mellem CDP, FN’s Global Compact, World Resources Institute og World Wide Fund for Nature (WWF)
Siden 2015 har over 1.000 virksomheder tilsluttet sig og sat videnskabsbaserede klimamål, lyder det fra Arp-Hansen.
Relaterede artikler:
Arp-Hansen: Største omsætning nogensinde