Kokke fra Comwell i færd med undervisningen på kædens egen uddannelse Green Chef, der handler om at mindske madspild og få flere planterige retter på menuen. (Foto: Comwell Hotels | PR)

Ansatte i hotelkæde har taget knap 500 uddannelser

En del af de ansatte hos Comwell har i år fået en efteruddannelse via arbejdspladsen. Ifølge direktør for HR og bæredygtighed er det afgørende, at personalet får mulighed for at udvikle sig.

Selvom man har et eksamensbevis liggende hjemme i skuffen og skolegangen er blevet skiftet ud med et fast arbejde, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er færdig med at uddanne sig. Sådan er det i hvert fald hos Comwell.

Den danske hotelkæde gør nemlig både brug af eksterne muligheder for at efteruddanne de ansatte, ligesom man også har etableret en række interne tiltag, hvorigennem personalet kan følge forskellige forløb og dygtiggøre sig.

Kæden har blandt andet akademiet Comwell College. Her kan de ansatte uddanne sig som øl-sommelier eller blive klogere på konflikthåndtering, jura, førstehjælp, og ECTS-berettigede lederuddannelser samt en række andre emner.

Kalder det afgørende
Ifølge Comwell har man valgt at have et stort fokus på udvikling og uddannelse af de ansatte, fordi det bidrager til at indfri hotelkædens ambition om at være branchens mest attraktive arbejdsplads og hjælper med at tiltrække nyt personale.

I alt råder Comwell over en stab på godt 1.000 fastansatte. I løbet af årets første to kvartaler, er der blevet gennemført 482 uddannelser via kædens programmer, men en del af de ansatte har taget mere end én uddannelse, lyder det.

Derudover har 92 ledere også på været på uddannelse. Disse lederuddannelser har fordelt sig på fire forskellige moduler. Det drejer sig om ledelse i praksis, kommunikation i praksis, forandringsledelse og organisation samt arbejdspsykologi.

”Vores medarbejdere gør en kæmpe indsats hver dag, og det er helt afgørende for os, at vi sikrer en udviklende arbejdsplads – både på et fagligt og personligt plan,” siger Mai-Britt Jensen, der er direktør for HR og bæredygtighed hos Comwell Hotels.

Har anden vinkel på arbejdet
Ifølge Jensen er det nødvendigt at tænke uddannelse ind i ligningen, hvis man vil komme en af de udfordringer, som Comwell og andre hoteller møder i hverdagen, til livs.

”Vores branche generelt skal håndtere den problemstilling, at det er vanskeligt at få kvalificeret arbejdskraft til vores fagområder. Den tendens vil vi gerne være med til at vende.”

Indsatsen gælder også for kædens elever, da Comwell sidste år i gennemsnit havde 118 af disse, som tegnede sig for 13 procent af den samlede arbejdsstyrke. Derfor har man iværksat flere tiltag, der har til hensigt at kvalificere den uddannelse, som eleverne får med sig.

”Vi har for eksempel vores eget elevakademi med tilknyttede mentorer og rollemodeller, som også indbefatter elevture for alle elevgrupper samt ERFA-grupper for elever på tværs af koncernen,” forklarer direktøren.

”Eleverne har kæmpe værdi for os. De inspirerer med nye måder at anskue opgaver på og kommer generelt med et stort drive.”


Relaterede artikler:

Comwell-hotel vil gøre skoven grønnere

Tager første spadestik til 15 etager højt hoteltårn

Trods rekordhøj omsætning: Comwells overskud faldt i 2023