Mors og Thy høster roser i det amerikanske magasin Forbes. Amerikanernes adgang til området bliver fra april en del nemmere, når SAS åbner en flyrute mellem Aalborg Lufthavn og Newark. Foto: Mette Johnsen for Destination Limfjorden.

Amerikanerne har fået øje på Mors og Thy

Det amerikanske magasin Forbes har besøgt Mors og Thy, og de er imponerede over gastronomien i området. Nordjylland får om kort tid en flyrute til USA.

Det er ikke kun København, der har et internationalt format, når det gælder gastronomiske oplevelser. Det amerikanske magasin Forbes har været på opdagelse på Mors og i Thy, og rejsen har været et overflødighedshorn af gastronomiske oplevelser, kan Forbes berette.

Magasinet fremhæver for eksempel områdets tradition for skaldyr og gode muligheder for at spise frisk fisk. Forbes’ journalist er også imponeret over destilleriet Thy Whisky, som lagrer deres tønder i områdets havluft.

Derudover har Forbes også kun rosende ord til overs, når det gælder restauranterne Venø Seafood, Restaurant Tri og Limfjordens Hus. Overnatningsstederne Hotel Havbadet og Tambohus Kro & Badehotel høster også roser i det store amerikanske medie.

Ny flyrute giver amerikanere nem adgang
Opmærksomheden fra Forbes kommer i en tid, hvor SAS har offentliggjort en ny flyrute mellem Aalborg Lufthavn og Newark tæt på New York City, som åbner 27. april 2023. Dermed bliver amerikanernes adgang til Mors, Thy og det øvrige Jylland også en del lettere,

VisitDenmark fortalte for to uger siden, at man er i en proces, hvor turoperatører i USA skal overtales til at tage Aalborg med i deres pakkerejser, og at VisitDenmark selv er i gang med at markedsføre ruten blandt andet ved at tiltrække amerikanske medier som netop Forbes.

”Danmark har som land et ret godt brand som turismeprodukt blandt amerikanere. Vi har arbejdet et stykke tid med at åbne Danmark op markedsføringsmæssigt, så vi får amerikanerne til at rejse flere steder hen end bare København. Det, de godt kan lide ved Danmark er, at man kan få en god blanding af byturisme og outdoorturisme. Nordjylland har både naturen, kulturen, gastronomien og historien, og det er det, vi skal markedsføre området på,” sagde Dennis Englund, VisitDenmarks markedschef for USA og Storbritannien, dengang til Turisme24.dk.

Går efter par uden børn
Målgruppen, VisitDenmark går efter i markedsføringen, består primært af par, som rejser uden børn, som har højere uddannelsesniveauer og indkomster, og som typisk prioriterer at rejse. De såkaldte

For segmentets vedkommende bliver en stor del af bookingerne foretaget som individuelle rejser i stedet for som grupperejser, fortalte Dennis Englund for to uger siden. Ifølge ham har Nordjylland flere styrker, som målgruppen finder attraktiv.

”Når amerikanerne vælger at rejse til Europa, er der selvfølgelig noget af en spilleplade af lande at vælge imellem. De vil også typisk gerne besøge flere lande, når først de er på en oversøisk rejse. Her er der nogle styrker ved Nordjylland, som vi også kommer til at markedsføre. Mange amerikanere efterspørger rejser mere eksotiske steder langt fra alfarvej, og her passer Nordjylland godt ind.”

 

Relaterede artikler:

Kort indsalgsperiode bekymrer ikke VisitDenmark

Udbryderdestinationer savner tilbud i lavsæsonen

Vesterhavet får 50 kilometer lang vandrerute