Lars Rønnov. (PR-foto).

AKKC henter ny chef fra jysk lufthavn

Han har senest siddet i en tung chefstilling hos en jysk lufthavn. Nu har Aalborg Kongres & Kultur Center ansat Lars Rønnov som ny kommerciel chef, og han indtager stillingen med stor ledelseserfaring.

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) er i gang med at udvikle organisationen, og derfor henter man nu den 46-årige Lars Rønnov ind på administrationsgangen som ny kommerciel chef med start den 21. oktober. Det oplyser AKKC i en pressemeddelelse.

Lars Rønnov har mange års erfaring som leder i Salling Group, og han har senest været HR- og kommerciel direktør i Aarhus Lufthavn indtil hans stilling blev nedlagt som følge af en organisationsændring.

Som kommerciel chef i AKKC bliver Lars Rønnov samtidig leder for afdelingen Business & Event, som er en samling af AKKC’s erhvervsområder møder, konferencer, messer og events, oplyser kongrescentret.

Derudover bliver Rønnov også en del af AKKC’s strategiske ledergruppe, som også tæller direktør Nicolaj Holm, HR- og økonomichef Lisbeth Hove Vibestrup, sponsor- og bæredygtighedschef Jan Kvistborg, facility manager Jesper Ring og pressechef Anna Højen.

”I AKKC har vi gennem flere år arbejdet med at nedbryde siloer i organisationen og arbejde langt mere på tværs. I den forbindelse samlede vi afdelingerne Møder & Kongresser, Salg & Messer og Event til enheden Business & Event før sommerferien, og med ansættelsen af Lars Rønnov til at stå i spidsen for det område, er jeg sikker på, at vi både kommer til at styrke samarbejdet og udvikle os betydeligt indenfor området,” udtaler Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Vender tilbage til Aalborg
Som leder for den nye afdeling Business & Event bliver Lars Rønnov direkte chef for otte medarbejdere i samarbejde med Head of Business & Event, Tanja Markussen, der har arbejdet med møder og kongresser i AKKC gennem 34 år.

AKKC påpeger, at Rønnov har mange års erfaring som leder, og at han gennem sin karriere har fået flere lederuddannelser med sig i bagagen.

Han har blandt andet en diplomuddannelse i ledelse fra Niels Brock med fokus på forandringsledelse, coaching og strategisk lederskab samt en Executive MBA fra Aalborg Universitet i strategi, innovation og økonomi.

I sit nye job kommer han til at pendle fra bopælen i Randers til AKKC i Aalborg. Turen mod Aalborg er dog ikke fremmed for Lars Rønnov. I tre år har han nemlig tidligere været varehuschef i Aalborg-butikken Føtex Eternitten. Den erfaring kommer han også til at bruge nu, lyder det.

”Min tid som varehuschef i Aalborg har naturligvis lært mig meget om nærområdet, men i den grad også om salg og gode gæsteoplevelser. Det er noget, jeg med sikkerhed kan anvende i min rolle som kommerciel chef i AKKC. Jeg ser derfor frem til at stå i spidsen for den nyetablerede afdeling og være med til at styrke samarbejdet og udvikle det kommercielle område,” siger Lars Rønnov.

 

Relaterede artikler:

Store planer: Vil bygge stadion med plads til 30.000

”Med udspillet kommunikerer vi sammen”

Stort kongrescenter slutter sig til DI