- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Åbner sæson med ny klatrepark

Når Tivoli Friheden atter åbner 6. april, bliver det med en ny klatrepark. Forlystelsesparken ser frem til et normalt 2023 oven på en sæson sidste år, der var præget af en dødsulykke.

Når Tivoli Friheden i Aarhus slår dørene på til parkens 120. sæson 6. april, bliver det med en ny klatrepark bestående af fem klatrebaner med et areal på sammenlagt 8.000 kvadratmeter og syv svævebaner, hvoraf den længste er 126 meter lang. Klatreparken er den første af sin art i en dansk forlystelsespark. Det skriver Tivoli Friheden i en pressemeddelelse.

Banerne er fordelt mellem 39 træer og byder på i alt 57 platforme, som parkens gæster kan boltre sig på. Ifølge Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, afspejler klatreparken et ønske fra forlystelsesparkens gæster om aktiviteter, hvor man får lov til at bruge sin krop.

”Vi ved, at der er stigende interesse for aktiviteter der styrker samværet om oplevelser, hvor man skal bruge sin krop og sin fysik og med baner af forskellig sværhedsgrad. Efter en indledende grundig instruktion, så vil der være noget for enhver, såvel de forsigtige som de lidt mere vovede,” siger han.

År præget af dødsulykke
Den nye klatrepark kommer ovenpå en sæson i 2022, hvor Tivoli Friheden opnåede et overskud på 2,1 million kroner efter skat. Til sammenligning var årets resultat efter skat i 2021 9,8 millioner kroner.

I ledelsesberetningen, der følger med årsrapporten for 2022, skriver  forlystelsesparkens ledelse, at Tivoli Frihedens økonomi var præget af den tragiske ulykke i sommeren 2022 med rutsjebanen Cobraen, hvor en 14-årig pige afgik ved døden.

I forbindelse med ulykken har parken haft en ekstraordinær afskrivning på lidt over ni millioner kroner. I kontekst af ulykken anser parkens ledelse resultatet for 2022 som tilfredsstillende.

Ulykken betød også, at både parkens personale og ledelse var og stadig er berørt af hændelsen, og samtidig måtte parken holde lukket i otte dage.

Samtidig oplevede parken et reduceret besøgstal i den efterfølgende periode, men i løbet af det efterfølgende halvår af 2022, oplevede parken, at besøgstallet igen var stigende.

I løbet af 2022 endte Tivoli Frihedens besøgstal på 514.541  gæster, hvilket er flere end i coronaårene men stadig færre end de 636.000 gæster, som besøgte forlystelsesparken i rekordåret 2019.

Har forhåbninger for fremtiden
I ledelsesberetningen skriver ledelsen, at Tivoli Friheden ser frem til et 2023, hvor forholdene er normaliserede.

Samtidig er det ledelsens vurdering, at selskabet vil være tilbage til sin fulde styrke i 2024, og at investeringer, som parken har foretaget vil resultere i en forbedret økonomisk udvikling.

 

Relaterede artikler:

Rekordomsætning i Tivoli trods færre gæster

Bakken renoverer ikonisk rutsjebane for millioner

Sommerland køber minetog fra jysk attraktion