Når passagerer benytter sig af den lokale offentlige transport i Midtjylland, kan de snart tage cyklen med sig gratis. Det bliver dog i første omgang ikke alle afgange, hvor tilbuddet gælder.
Snart bliver det gratis for passagerer på busser, letbane og lokaltog, herunder turister, at tage cyklen med sig til deres destination. I hvert fald, hvis de turister opholder sig i Midttrafiks område.
Fra den 19. januar kan passagererne nemlig nøjes med at købe billet til sig selv og tage cyklen med. Tidligere skulle der også købes en cykelbillet til 13 kroner.
”Kombinationen af kollektiv trafik og cykel er et godt alternativ til bilen. Det ønsker vi at understøtte. Derfor gør vi det lettere at tage cyklen med i bus, tog og letbane. Samtidig stiger antallet af regionale ruter, der kan medtage cykler i takt med, at der bliver indsat nye busser med plads til cykler,” fortæller Midttrafiks direktør, Lar Berg, i en pressemeddelelse.
”Flere og flere kunder vil derfor få mulighed for at medtage cykler i bus, tog og letbane, men der vil desværre altid være et forbehold i forhold til det antal af cykler, der er plads til,” tilføjer han.
Den der kommer først til mølle
Passagerer, som ønsker at tage deres cykel med bus, tog og letbane, skal parkere den i flexarealet.
Dette område er dog også forbeholdt for eksempel barnevogne og kørestole, og det betyder i praksis, at man skal sikre sig en plads efter først-til-mølle-princippet. Stående passagerer skal dog vige for cyklerne i flexarealet.
Der er plads til to såkaldte enheder per bus, og er pladserne optaget, må kunden vente på den næste afgang, lyder det. Midttrafik oplyser også, at der i myldretiden på hverdage mellem klokken syv og ni og klokken 15 og 17 er så meget efterspørgsel, at der ikke er plads til cykler.
Trafikselskabet oplyser også, at det på Letbanen ikke er tilladt at medtage cyklen i myldretiden på letbanestrækningen mellem Skolebakken og Universitetshospitalet i Aarhus.
Kan tjekke rejseplanen
For nuværende er det ikke alle busser, som kan medtage cykler. Mange af Midttrafiks blå regionalbusser har for eksempel ikke pladsen.
Man er dog i gang med en proces, hvor man udskifter til busser med større flexareal, hver gang der bliver indgået en ny kontrakt med et busselskab. Siden 2022 har pladsen til cykler været et krav i de kontrakter, som Midttrafik indgår med busselskaber.
Ønsker man som passager ikke at tage chancen, kan man tjekke Rejseplanen for at se, om det er muligt at medbringe en cykel på en given rute. Man kan også ringe til Midttrafiks kundeservice, lyder det.
Relaterede artikler:
“Hele turismefødekæden bliver ramt”