Frederiksborg Slot. (Foto: Tine Uffelmann.)

2024 bød på fremgang hos landets museer

En rundspørge blandt danske museer og udstillingssteder viser, at der generelt var fremgang i 2024. Særligt et sjællandsk slot har formået at skabe vækst.

2024 har været et godt år på landets museer. Det viser en rundspørge, som Dansk Erhverv har foretaget blandt museer og udstillingssteder, der er medlem af erhvervsorganisationen. Her har man spurgt museerne, om der kom flere eller færre gæster på besøg sammenlignet med sidste år.

Typisk ligger fremgangen på mellem 1,8 procent og 5,5 procent, når det gælder besøg i udstillingerne. Enkelte blandt de 15 adspurgte museer ligger også højere, mens to ligger under sidste år. Den generelle fremgang vækker glæde hos Dansk Erhverv, lyder det fra organisationen.

“Interessen for at besøge museer og udstillingssteder er stor over hele landet, og museerne formår til stadighed at trække flere publikummer til, hvilket er glædeligt. Cirka 65 procent har svaret på vores hurtige rundspørge her ved årsskiftet, og langt de fleste steder melder om fremgang i besøgstallet. Det lover godt for de bredere opgørelser, der ventes senere på året,” siger Michael Folmer Wessman, fagchef for Kultur i Dansk Erhverv.

Sjællandsk slot tiltrak mange turister
Flere museer kan også fejre, at de har opnået en højere fremgang end gennemsnittet. For eksempel kom der i 2024 310.666 gæster på besøg i Dansk Arkitektur Center i Blox, hvilket var en stor milepæl, da de for første gang nåede over 300.000 besøgende.

Derudover har der været 19.039 deltagere med på guidede ture, undervisning og andre events rundt omkring i landet.

Hos Moesgaard Museum har man også stor fremgang, når man tæller gæster med, som har oplevet museet i andre sammenhænge end de rene udstillingsbesøg. Tallet lyder nemlig på 83.400 flere gæster end sidste år, hvilket er 18,2 procent flere end i 2023.

Når det gælder den procentuelle stigning, er det dog Frederiksborg – Nationalhistorisk Museum i Hillerød, som indtager førstepladsen. Slottet havde således i 2024 mere end 38.000 flere gæster igennem udstillingerne, og det er en fremgang på 18,4 procent sammenlignet med 2023.

Tilsammen melder museerne og udstillingsstederne, der har svaret på undersøgelsen, om et besøgstal på lidt mere end 4 millioner gæster i 2024. Det er en samlet fremgang på 3,4 procent sammenlignet med året forinden.

 

Relaterede artikler:

Populært museum sælger stort set samtlige billetter

Lukket attraktion sætter spor på museum

Giver 60 millioner kroner til fornyelse af museum