Destination Sydsjælland og Møns ny vandrerute fra Faxe Ladeplads til Enø. Illustration: Destination Sydsjælland og Møn.

100 kilometer vandrerute fra kyst til kyst

En vandrerute på 100 kilometer slynger sig snart gennem det sydsjællandske. Konceptet er på plads, og håbet er, at ruten kommer til at binde oplevelser sammen i området.

100 kilometer vandrerute gennem varieret landskab og med stop forbi seværdigheder og herregårde, det er, hvad Destination Sydsjælland og Møn har på tapetet med en ny vandrerute med overskriften ”Vandrelandet Selandia.”

Nu er destinationsselskabet klar med et formelt forslag til vandreruten, og næste stop er, at byrådene i Faxe og Næstved Kommuner skal sige god for forslaget, så embedsværket i de to kommuner kan være med til at forfine oplevelsen for vandreturisterne.

Bag forslaget står også Faxe og Næstved Kommuner, Dansk Kyst- og Naturturisme og den filantropiske forening Realdania.

Områdets lodsejere har allerede sagt ja til at åbne dele af deres naturområder for vandreturister. Det skriver Destination Sydsjælland og Møn på destinationsselskabets hjemmeside.

Borgmestrene i henholdsvis Faxe og Næstved udtrykker begge begejstring for den nye vandrerute.

”Jeg glæder mig til at komme ud og vandre på ruten. Og jeg glæder mig endnu mere til, at vi med vandreruten kan give mange flere mulighed for at opleve Sydsjællands kyst- og herregårdslandskaber, som har så fantastisk en variation af landskabstyper,” siger Carsten Rasmussen, borgmester i Faxe Kommune.

Forventer, at ruten bliver et trækplaster
Hos Destination Sydsjælland og Møn forventer man, at vandreruten bliver et trækplaster for både tyske og danske turister, der gerne vil ud at svinge vandrestøvlerne.

”Vandreturismen er i voldsom vækst og tiltrækker et moderne publikum, særligt fra Tyskland, men danskerne er også blevet vandregale. En vandregæst bruger omkring 1.000 kr. i døgnet, så det vil skabe en merindtægt for alle aktørerne langs ruten,” siger Martin HH Bender, direktør for Destination Sydsjælland og Møn.

Han fortæller, at destinationsselskabet allerede har oplevet, at vandreruter bidrager positivt til tilstrømningen af turister. For eksempel tilbyder Destination Sydsjælland og Møn vandreruten Klintekongens Rige, som sidste år blev kåret som den bedste i Europa af Deutsches Wanderinstitut.

Den nye vandrerute kommer til at gå fra Faxe Ladeplads i øst til Enø i Vest.

”Frem for alt håber vi, at ruten kan være med til at binde kultur- og naturoplevelser fra kyst til kyst bedre sammen. Der ligger et kæmpe uudnyttet turismepotentiale, som vandreruten kan være med til at forløse, når Femern-forbindelsen åbner, og Sydsjælland og Møn skal markere sig som en destination i topklasse,” forklarer Martin HH Bender.

Populær ferieform
Det er et hold arkitekter fra firmaet Norrøn og konsulenter fra Group NAO, som har designet vandrekonceptet. Af konsulentrapporten fremgår det på baggrund af en analyse fra Gallup, at vandring er en særdeles populær ferieform i Danmark.

37 procent af danskerne bevæger sig ud i naturen i sommermånederne, og særligt unge er begyndt at snøre vandrestøvlerne og begive sig på tur.

72 procent af de danskere, der dyrker motion, lister vandring på en førsteplads over deres foretrukne motionsaktivitet. Vandring er derudover den tredje mest populære motionsform blandt børn, og 29 procent af alle danske børn dyrker motionsformen.

For outdoorturismen som helhed er der et stort marked i Danmark. Ifølge Dansk Kyst- og Naturturisme står turismeformen for 30.000 danske arbejdspladser, og den bidrager med en omsætning på 30 milliarder kroner om året.

 

Relaterede artikler:

Fik hjælp til at udvikle outdoortilbud

Donation sikrer finansiering til nyt oplevelsescenter

Vesterhavet får 50 kilometer lang vandrerute